Indkøbskurv
0 vare(r) i kurven
I alt:0,00 DKK
Vis kurv
Find produkt
 

Opskrifter med Chili

Klassisk Tomat Salsa
1 kg modne tomater, finthakkede
1 løg, finthakket
1-2 spsk Jalapeno puré

3 spsk frisk koriander, hakket
Saften af 1½ limefrugt
Salt og peber

Blandes og må gerne hvile køligt ½ time før servering.
Spises med tortilla chips eller som tilbehør.


Mexican Pizza (5 stk.)
10 hvede tortillas

5 forårsløg, fintsnittede
1 grøn peberfrugt, skåret i fine tern
15 spsk Tomat Salsa (se ovenfor)
500 gr. revet mozarella ost

Halvdelen af hvedetortillas lægges på køkkenbordet og herpå spredes fyldet jævnt.
Den anden halvdel af tortillas lægges ovenpå.
En tør pande opvarmes til god varme – men ikke rygende varm.
Én ad gangen lægges de sammelagte tortillas på panden – de varmes ca. 1-2 minutter på hver side indtil de har fået lidt farve og osten indeni er smeltet. Brug en spatel - og en rask bevægelse - til at vende dem.
De små ”pizzaer” tages af panden og skæres i 6 stykker hver – som fingerrette snacks.
 

Rejesuppe fra Thailand (Tom Kha Kung)
4 spsk friskrevet ingefær
4 stilke citrongræs, skåret i fine stykker
3 ds. kokosmælk (á 4 dl)
1 l hønsebouillon (vand + 2 terninger)
600 g kæmperejer, m/skal
2 friske chilipebre uden stilk, udkernede og skåret i fine skiver
1½ spsk Sort Chili Pasta (fås i kinesiske butikker)
4 spsk thailandsk fiskesauce
1 spsk sukker
2 lime, saften heraf

Friske koriander blade - hakkede - som pynt (kan udelades)

1. Ingefæren skrælles og rives.
2. Tænd komfuret (4 ud af 6) og lad pladen blive varm.
3. Sæt en gryde på blusset og hæld ingefær, citrongræs og hønsebouillon i.
4. Lad det komme i kog og småkoge i 1 minut. Rør rundt.
5. Tilsæt rejer, chilipeber og chili pasta.
6. Lad det komme i kog igen og skru ned (1 ud af 6). Læg låg på gryden.
7. Det skal småkoge i 3 minutter. Rør jævnligt.
8. Til sidst tilsættes kokosmælk, fiskesauce, sukker og limesaft.
9. Varm det igennem, rør rundt og server. Eventuelt pyntet med frisk koriander.

Dette er en klassisk krydret og velsmagende suppe fra det asiatiske køkken….
Og så er den NEM!

 
Kylling med Grøn New Mexico Chili
3 spsk olie

1,2 kg kyllingbryst, i store tern
2 store løg, hakkede
3 fed hvidløg, knuste

2 glas Green New Mexico Chili Sauce

á 454 gr.

150 gr. revet ost
150 gr. oliven
1 bundt persille, finthakket

Kyllingebryst brunes/sauteres på en pande ved god varme i olie i ca. 10 minutter sammen med løg og hvidløg. Opdel det gerne i 2 portioner.

Kød+løg hældes i 1 lille bradepande og overhældes med Green New Mexico Chili Sauce.

Over dette drysses revet ost og oliven.
Det sættes i en 200°C varm ovn i 20 minutter.

Pynt med persille og spis med ris, kogte bønner eller et godt brød.


Texas Chili Gryde
2,4 kg oksekød, i tern
3 store løg, finthakket
4-6 spsk olie (kan erstattes med smør)
2 Ancho chili - udblødt i 20 minutter og finthakkede
1 Chipotle chili - udblødt i 20 minutter og finthakket
3 bouillonterninger
3 store ds. koncentreret tomatpuré (140 g)
2-3 øl (mærket er underordnet – gerne mørke)
1½ spsk oregano
1½ spsk spidskommen
3 tsk cayenne-peber
3 spsk chili-sauce
3 spsk chili-pulver
3 spsk paprika, edelsüss
3 spsk sukker
Salt  og peber
4 fed hvidløg, knust

Olien hældes i en gryde og kødet + løg brunes godt heri. Tilsæt chilier, tomatpuré, bouillon-terninger,1 enkelt øl – måske 1½, krydderier og hvidløg. Lad det boble under låg i ½ time. Smag til med salt og evt. yderligere chili-pulver. Lad det boble videre yderligere ½ time. Rør jævnligt og brug mere øl til at spæde op med, hvis det bliver nødvendigt. Men......Der skal kun lige være vædske nok. Hvis man - mod sædvane - løber tør for øl kan man godt bruge vand. Efter endt boble-tid smages endnu en gang til med mere salt og og evt. chili-sauce.

Texas Chili består af kød, løg, chili og krydderier. Hvis man tilsætter andet er det stadig chili, men ikke som man spiser den i Énstjernestaten.
Servér med store humpler brød eller tortillas og kold øl.
Folk med trang til iscenesættelse kan servere denne traditionelle cowboy-menu på bulede bliktallerkener foran et lejrbål, mens der akkompagneres i baggrunden med guitar og mundharmonika.
 

Chili Chokolade Kage
300 g mørk chokolade
300 g smør
6 æg
300 g sukker
1 tsk salt
2 tsk vanillesukker
1½ spsk cayenne-peber - strøgen
3 tsk bagepulver
1½ spsk cacaopulver
450 g hvedemel

Glasur:
300 g flormelis
225 g flødeost – naturel
3 spsk smør, blødt

Smelt smør og chokolade ved lav varme i en gryde. I en skål piskes æggehviderne stive. I en anden skål piskes ægblommerne godt sammen med sukker, salt,  vanillesukker og cayenne-peber. Der piskes til sukkeret er opløst, det er det når det næsten ikke mere “knaser”. Læg piskeren til side og grib en dejskraber. Æggehviderne vendes forsigtigt i æggeblommerne. Rør herefter med bløde tag først den smeltede chokolademasse i og derefter med stor tålmodighed cacao, bagepulver og mel i, til det hele er en jævn masse. Fordel massen i en smurt bradepande (ca. 20x30) og bag den ved 180°C i ca. 30 min.

Efter kagen er bagt:
Ingredienserne til glasuren røres sammen med tålmodig energi – og spredes ud på den afkølede kage.


ChiliHouse' "Shawarma-guf"
5-6 hele, tørrede New Mexico chili (eller tørrede Guajillo chili)
1 fed hvidløg

Et glas hakkede, soltørrede tomater i olie (200 gr. kan fx købes i Fakta - hele glassets indhold skal hældes i)
2 dl vegetabilsk olie (raps- eller vindrue- eller lign.)
2 dl oliven olie
1 tsk. stødt Cayennepeber (eller 2 hvis den skal være ekstra hot og 3 hvis den skal være ekstra, ekstra hot... o.s.v....)
(For en let røget smag kan tlsættes et par Chipotle-chilier eller 1-2 tsk. stødt Chipotle).
½ tsk stødt koriander
½ tsk spidskommen
½ tsk salt
1/4 tsk stødt muskat
1/4 tsk stødt kanel

2 store dåser koncentreret tomatpuré (2 dåser á 140 gr.)

Stilkene brækkes af New Mexico chilierne og de lægges i en skål sammen med hvidløg. Det overhældes med kogende vand og trækker i 20 minutter. Vandet hældes derefter fra.
Herefter kommes alle ingredienserne - undtagen tomatpuré - i en blender og der blendes indtil det er en grov puré.
Til sidst tilsættes tomatpuré og der blendes videre i kort tid, indtil det hele er godt blandet. Smag eventuelt til med lidt mere salt.
Smager godt med det samme - men smager bedre efter at have trukket i køleskab natten over.
Opbevares i køleskab - kan holde sig 2-3 uger.


Red Chili Sauce
6-8 tørrede chili’er (stilk og kerner fjernes) kommes i en gryde sammen med 8½ dl grøntsagsbouillon (vand+terning), 1 tsk salt, 2 fed hvidløg, 1 finthakket løg, 1 tsk oregano og 2 skiver toastbrød uden skorpe.
Småkoger i 20-30 minutter - rør ofte.
Herefter blendes saucen til en jævn konsistens.



 +++ Copyright 2010/2011 - ChiliHouse +++
 

designskabelon af bangsoe.com